Enhedslisten er ikke med i budgetforlig på Frederiksberg

Enhedslisten har valgt at forlade forhandlingerne om Frederiksberg Kommunes budget for 2021 og 2022, da det ikke var muligt at sikre et velfærdsløft på alle de kommunale kerneområder.

”Vi er bekymrede over at det kommende budget i Frederiksberg Kommunen reelt betyder en forringelse af den borgernære velfærd – ikke mindst på social- og ældreområdet’, siger Rådmand Thyge Enevoldsen (Ø).

Et snævert flertal bestående af de borgerlige partier vedtog umiddelbart før budgetforhandlingerne en massiv grønthøster som fjernede over 20 mio. kr. årligt fra de kommunale budgetter. Denne meget store besparelse vil betyde færre varme hænder i f.eks. hjemmeplejen og på handicapområdet.

”I Enhedslisten ønskede vi disse besparelser fjernet på alle de væsentlige velfærdsområder. Det måtte vi desværre konstatere ikke var muligt”, tilføjer Thyge Enevoldsen (Ø).

Enhedslisten bakker endvidere op om Socialdemokratiet og Det Radikale Venstres kritik af det 2-årige budgetforlig. Enhedslisten stemte imod Borgmesterens krav om at der skulle indgås en 2-årig budgetaftale, da dette var til afstemning tilbage i august.

Enhedslisten mener, at flertallets 2 årige budgetaftale kortslutter den demokratiske proces i 2 år. Aftalen reducerer ikke bare det politiske mindretals indflydelse – men også borgernes indflydelse på byens udvikling. Desuden mener Enhedslisten ikke at den ro omkring kommunens budget Borgmesteren har lovet borgere og medarbejdere kan holdes.

”De økonomiske konsekvenser af Covid-19 er uoverskuelige lige nu. Vi ved de bliver voldsomme med kraftig vækst i arbejdsløsheden, stigende kontanthjælpsudgifter og lavere skatteindtægter.

I denne situation er det helt nødvendigt at kunne tilpasse sig forholdene, og også derfor er det uhensigtsmæssigt at lægge budget for to år i stedet for ét, sådan som man altid har gjort.” udtaler Kommunalbestyrelsesmedlem Mette Bang Larsen