Enhedslisten foreslår, at Frederiksberg Kommune modtager et antal, fx 10, uledsagede flygtningebørn

Enhedslistens Daniel Panduro har i kommunalbestyrelsen foreslået, at Frederiksberg Kommune modtager et antal, fx 10, uledsagede flygtningebørn og -unge under 25 år, som efter at være tildelt flygtningestatus (asyl) bosættes på Frederiksberg.

Derfor:
1. Opfordres borgmesteren til at rette henvendelse til fagministeren med henblik på at gøre
det muligt for Frederiksberg at tilslutte sig initiativet fra en række europæiske byer om at
tage imod uledsagede flygtningebørn fra flygtningelejre i Grækenland i regi af “Eurocities
Solidarity Cities Initiative”.
2. Bedes forvaltningen undersøge, hvordan børnene/de unge kan tildeles en bolig, fx i et
botilbud eller privat indkvartering. Kommunalbestyrelsen ønsker at sikre børnene/de
unges muligheder for at få en god start på Frederiksberg. Det kan fx ske ved at
barnet/den unge får en kontaktfamilie i byen, som kan understøtte den unge i sit nye liv
på Frederiksberg. Forvaltningen bedes derfor vurdere, hvorledes dette kan ske via
kendte ordninger som pleje/aflastningsfamilier og/eller ved at inddrage borgere via
civilsamfundet.

Forslaget stilles i kølvandet på den håbløse situation, der hersker for flygtende mennesker, der befinder sig indenfor EU’s grænser. Især i overfyldte flygtningelejre i Grækenland og ved den græsk/tyrkiske grænse. Her lever flygtninge under uværdige og forfærdelige forhold, og blandt flygtningene er en stor gruppe uledsagede flygtningebørn.
De uledsagede flygtningebørn udgør en særligt sårbar gruppe, og de har brug for hjælp. Det er desværre ikke lykkedes at løse denne krise på regeringsniveau, og bystyrerne i 10
europæiske storbyer, deriblandt Barcelona og Amsterdam, har derfor nu tilbudt deres hjælp til EU. Byerne har i regi af “Eurocities Solidarity Cities Initiative” henvendt sig til EU den 22. april med et ønske om at samarbejde med nationale og europæiske myndigheder for at tilbyde uledsagede flygtningebørn et hjem og en tilværelse. Senest har Københavns Kommune vedtaget, at de også ønsker at tilslutte sig initiativet og tage mod et antal uledsagede flygtningebørn.