Vis nu lærerne tillid!

Flere hundrede tusinde kroner har Frederiksberg Kommune brugt på en rapport, der skulle vise, hvordan man bedst implementerer den lovpligtige læringsplatform Min Uddannelse. Konklusionen var helt klar og utvetydig: “Brug det kun, hvor det giver mening og sørg for at få lærerne med”. Alligevel er det kun Enhedslisten som det eneste parti i kommunalbestyrelsen, der sætter spørgsmålstegn ved kravene til lærernes brug af platformen. Jeg oplever selv som lærer, hvordan krav om endeløse hak i målskemaer og evalueringsskemaer tager lærernes tid; tid der kunne være brugt på at forberede den gode undervisning, lave trivselsarbejde med eleverne eller at have den nødvendige dialog med forældrene om deres børns udvikling.

Kære politikere. Lad os være de professionelle, vi er. Lad os udføre vores arbejde. Giv os vores profession tilbage og frem for alt: Vis os nu tillid!

 

Tone Høybye

Lærer, Skolen på la Cours Vej

Kandidat til kommunalvalget, Enhedslisten