Debatindlæg

68´er generationens såkaldte højredrejning er kun den halve sandhed

Dette indlæg er skrevet af en venstreorienteret 68´er kvinde og rødstrømpe. 50 året for ungdomsoprøret i 1968 fejres i denne tid, og i den anledning blev to desillusionerede 68´er mænd interviewet i deadline på DR2 d. 21. marts. Erik Meier Carlsen og Jacob Holdt var rørende enige om, at solidariteten med sårbare mennesker både i Danmark og i tredje verden blandt 68´erne kunne ligge på et meget lille sted. Det var mere retorik end handling, der ifølge de to herrer prægede tiden, mens opgøret med gamle traditioner dog allernådigst fik et par rosende ord med på vejen. Begge havde forladt deres ungdoms værdisæt og virkede lettede over at være blevet klogere og politisk mere såkaldt nuancerede ved at tage afstand fra venstreorienterede synspunkter og røde partier. Det eneste, de tilsyneladende havde taget med sig fra 68 var det lange, forpjuskede hår og deres skæg. Så har de da fået lidt ud af ungdomsoprøret!

Undersøgelsen af forskellige års vælgeradfærd, som viser ændringerne i politiske præferencer, er foretaget af lektor og valgforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet. Han har rent faktisk og yderst relevant opdelt de politiske præferencer mht. køn og viser, at det primært er 68´er mænd, som er blevet højreorienterede og i stort tal stemmer på Dansk Folkeparti. Alligevel vælger DR2 at se bort fra kønsforskellene, idet kun mænd fra 68 inviteres til at snakke om dengang.

Vi er mange kvinder fra 68´generationen, som stadig er venstreorienterede og holder fast i værdier som solidaritet, fællesskab, ligestilling, lighed socialt og sundhedsmæssigt samt respekt for velfærdssamfundets institutioner og ansatte. Derfor kan det undre, at ingen kvinder var inviteret ind i deadline. Så var debatten blevet meget mere spændende og med konkret forklaring på, hvorfor både ungdomsoprøret og rødstrømpebevægelsen har betydet utroligt meget for mange kvinders både personlige og politiske udvikling og handlekraft.

Debatindlæg til Information, bragt d. 3. april 2018.
Af Eva Marianne Thune Jacobsen fra Enhedslisten Frederiksberg